24/2 2006: Swingstyrke 7
Der findes ikke mange, i vore dage, der kan prale af at de har holdt sammen i 35 år. Men så længe har ankermanden, den nu 80 årige guitarist, Jørgen Hallin Olsen formået at holde sammen på sit 7-mands store swingorkester ”Swingstyrke 7”.
Siden starten i Vingården i 1970 har Swingstyrke 7 været en etableret del af den danske jazzscene. Mange store jazznavne har på skift været med eller har ”siddet ind”, ved forskellige lejligheder. Clark Terry, Horace Parlan, Thad Jones, Ed Thigpen og Richard Boone for bare at nævne nogle stykker.
Efter en mindre pause er Swingstyrke 7 nu atter på banen. Musikken er elegant swingende jazz, inspireret af Count Basie fra 50’erne og med kapelmesteren selv i rollen som rytmeguitarist-dynamoen Freddie Green. I frontlinien er Jens Søndergaard (altsaxofon), Niels ”flipper” Stuart (tenorsaxofon og fløjte) og Anders Jacobsen (trombone). Ud over Jørgen Hallin Olsen (rytmeguitar) er det Mogens Petersen (klaver), Marc Davis (bas) og Mikkel Find (trommer).
Glæd dig til en aften hvor musikken uundgåeligt vil lokke smilet frem på læben, og få foden til at vippe med i takt.
Fredag d. 24. februar kl. 20.00.
Entré kr. 80,-