11/4 2014: To af Sveriges jazzkæmper gæster Utterslev jazzcafe

To af Sveriges jazzkæmper gæster Utterslev jazzcafe:

Jan Allan og Erik Norström spiller med husduoen fredag d. 11. april kl. 20.00

janallan eriknorstrom

I 50’erne lå Sverige helt i front på den moderne europæiske jazzscene. Omdrejningspunktet var i høj grad barytonsaxofonisten Lasse Gullin. Blandt hans medmusikere fra dengang kan nævnes Arne Domnerus, Putte Wickman, Rune Gustafsson og Rolf Bilberg.

Et par af de helt unge jazz-disciple i 50’erne var trompetisten Jan Allan og Tenorsaxofonisten Erik Norström. To unge talenter som tidligt fik lov at spille med sammen med de helt store.

Nu er det Jan Allan og Erik Norström selv, som er blandt de gamle kæmper. Begge runder de snarligt 80, men er stadig på toppen. Erik Norström gæstede jazzcafeen i 2010, hvor han som den første spillede en uforglemmelig koncert med jazzcafeens hustrio. Denne gang har vi fået lokket Jan Allan med til København også.

Der er lagt op til en magisk aften.

Jan Allan med sit eminente lyriske og luftige trompetspil, Erik Norstrøm med sit lyse Stan Getz inspirerede tenorspil: sammenspil, sound og vellyd på absolut højeste plan.

2/3 af jazzcafeens hustrio er også med denne gang, nemlig Heine Hansen og Hugo Rasmussen.

Entre kr. 100,-

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , ,

22/11 2013: Swingstyrke 7

svingstyrke7a

Årets sidste koncert bliver med det legendariske orkester Swingstyrke 7

Swingstyrke 7 er blandt landets ældste jazzorkestre. 40 år og stadig i fuld vigør og udvikling. Blandt de 7 faste medlemmer tæller så stærke personligheder som Ole kock Hansen, Niels ”Flipper” Stuart, Aage Tanggaard og Jens Søndergaard. Inspirationen hentes stadig primært hos Count Basie og hans mindre grupper fra 50’erne. Men med en altid sprudlende kreativitet formår Swingstyrke 7 at udvikle både sound og udtryk.

Nye arrangementer og idéer prøves af og det er med til at orkesteret altid leverer vareren med et frisk pust af høj swingstyrke.

Denne aften har orkesteret den glæde at kunne præsentere bassisten og sangerinden Kristin Korb. Kristin har i mange år været jazzstjerne i Los Angeles men har nu bosat sig i Danmark.

Besætningen er :

  • Jens Søndergaard : Altsax
  • Niels ”Flipper” Stuart : Tenorsax og fløjte
  • Anders Jacobsen : Trombone
  • Ole Kock Hansen : Piano
  • Per Møllehøj : Guitar
  • Kristin Korb : Bas og sang
  • Aage Tanggaard : Trommer

Se mere på www.swingstyrke7.dk og www.kristinkorb.com

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , , , , ,

4/10 2013: Jiggs Whigham

Utterslev Jazzcafé får besøg af en international stjerne når basunisten Jiggs Whigham kommer til København kun for at give koncert hos os fredag den 4. oktober 2013.

Vi har selv fået lov at sammensætte musikerne. Ud over Jiggs Whigham selv skal vi høre Steen Hansen (basun), Søren Kristiansen (klaver) og Johnny Åman (bas).

Basunen er på mange måder et undervurderet instrument i jazzen og det er uhyre sjældent at vi i Danmark får lejlighed til at høre basunister af international klasse.

jiggs whigham

Jiggs whigham som lige er fyldt 70 år her i august er født i Cleveland i USA. Han startede sin karriere i Glenn Millers orkester og har siden spillet i talrige bigbands fra Stan Kenton til Peter Herboltzheimer. I 1995 blev han tromboneprofessor i Berlin. Som dirigent har han i mange år ledet BBC bigbandet og adskillige andre europæiske bigbands. Han bor i dag i Bonn, men rejser rundt i hele verden som trombonesollist.

Steen Hansen er klart vores stærkeste kort til at matche Whigham herhjemme. Han spiller til dagligt i DR bigband. Søren Kristiansen er en af mange dygtige pianister. Hans swingende Oscar Peterson inspireret klaverspil er dog i en klasse for sig. Bassisten Johnny Åman er svensker og bor i Malmø. Et ungt bastalent som er på vej til at erobre den københavnske jazzscene.

Det kan anbefales at komme i god tid ved denne koncert. Mon ikke en god del basunister vil finde vej til Utterslev netop denne aften.

Entre denne aften er kr. 100,-

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , ,

3/5 2013: Kvartet med Karsten Kristensen, Gerard Precenser, Jacob Christoffersen og Hugo Rasmussen

Det er snart et år siden at vi sås sidst i Utterslev Jazzcafé. Utterslev skole har jo været under ombygning, og det har været umuligt at afholde koncerter hele efteråret. Men nu er skolen færdigbygget, og kantine kan igen fyldes med jazzmusik og glade gæster.

Vi starter sæsonen fredag d. 3. maj kl. 20.00 med en kvartet som skulle have sluttet sæsonen af sidste forår, men som måtte aflyse.

Karsten Kristensen (Tenorsaxofon), Gerard Precenser (trompet), Jacob Christoffersen (klaver) og Hugo Rasmussen (bas).

Et rigtig spændende hold som helt sikkert vil diske op med en perlerække af jazzens bebob-numre.

Karsten Kristensen er tit blevet kaldt Danmarks Dexter Gordon og med Gerard Precenser som vi jo kender fra tidligere, bliver det helt sikkert ikke kedeligt.

Kristensen, Precenser, Christoffersen, Rasmussen Kvartet

Karsten Kristensen (Tenorsaxofon), Gerard Precenser (trompet), Jacob Christoffersen (klaver) og Hugo Rasmussen (bas).

Entre denne aften er kr. 80,-

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , ,

13/4 2012: Paul Banks

Som før nævnt har vi vores næste koncert fredag d. 13. april. Det skulle have været en kvartet med den engelske trompetist Gerard Precenser, men han desværre måttet melde afbud. Rigtig ærgerligt for specielt os der husker ham fra koncerten forrige år, hvor han spillede duo med Jacob Fischer. Han har dog lovet at vi nok skal få ham at høre i Jazzcaféen til efteråret.

Til gengæld kommer guitaristen og sangeren Paul Banks og spiller duo med saxofonisten Jacob Dinesen. En ikke ringe erstatning, må vi nok ha’ lov at sige!

Banks og Dinesen har haft denne duo kørende et stykke tid, og det var straks
dette tilbud Paul Banks foreslog da jeg ringede ham op.

Vi håber at se rigtig mange af jer denne aften, som er forårets sidste koncert.

paul_banks

Utterslev Jazzcafé, Fredag d. 13. april kl. 20.00. Dørene åbner 19.15. Entré kr. 70-

Udgivet i Arrangementer Etiket: ,

9/3 2012: Danish Paichtry

Fredag d. 9. marts kan man i Utterslev jazzcafé overvære en præmiere på et nyt dansk orkester. Det er oktetten ”Danish Paichtry”.

En fælles forkærlighed for den såkaldte ”westcoastjazz” ligger til grund for dette projekt.

marty_paich

Der er tale om musik fra den amerikanske vestkyst primært fra 50’erne og 60’erne, arrangeret af mesterarrangørene Marty Paich og Bill Holman.
Det er lykkedes at opstøve en pæn bunke af disse herlige, yderst finurlige og meget sjældent hørte arrangementer, og orkesteret glæder sig meget til at præsentere en perlerække af kendte jazznumre for jazzcaféens gæster.

Besætningen er :
Thomas Fryland : trompet
Jens Søndergaard : tenorsaxofon
Anders jacobsen : trombone
Mads Ole Erhardsen : barytonsaxofon
Thomas Bornø : klaver
Per Møllehøj : guitar
Mathias Petri : bas
Mikkel Find : tromme

Utterslev Jazzcafé, Fredag d. 9. marts kl. 20.00. Entré kr. 100,-

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , , , , , ,

20/1 2012: Cathrine Legardh og Mads Mathias

Sangerinden Cathrine Legardh har længe rumsteret i kulissen. De sidste år har hun haft forrygende travlt.

Det startede for år tilbage med hendes fortolkninger af Monica Zetterlund sange. Nogen kender hende fra hendes børnemusik og Nullernix-band. I dette efterår var hun nomineret til en DMA for et nyt jazz-projekt ”Land & sky”. Men det som fik mig til at slå til, var da jeg hørte hende i familiehaverne på jazzfestivallen i sommer med sangeren og saxofonisten Mads Mathias. En række af jazzens gamle perler udsat for kærlig intim tostemmighed. Mads Mathias kunne høres i Jazzcaféen sidste år med Six City Stompers, og han er på alle måder et genhør værd.

cathrine_legardh

Opgaven som backinggroup varetages selvfølgelig af caféens egen hustrio : Jacob Fischer, Heine Hansen og Hugo Rasmussen.

Utterslev Jazzcafé, Fredag d. 20. januar kl. 20.00. Entré kr. 100,-

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , , ,

28/10 2011: Dansk trio i verdensklasse!

Det er med stolthed at vi præsenterer denne fornemme trio. Vokal, klaver og bas. Og bestemt ikke trakteret af hvem som helst.

Vi har gennem årene haft besøg af adskillige kvindelige sangere. Men en af de allerstørste sangere vi har herhjemme, er en mand, nemlig Bobo Moreno. Han kan uden forbehold sidestilles med sangere som Jamie Cullum, Harry Connick, Kurt Elling eller Michael Bublé.

Bassisten Bo Stief har international klasse og har da også spillet med så fine navne som Stan Getz, Toots Thielemans, Ben Webster og Miles Davis.

Ole Kock Hansen runder trioen af med sit eminente klaverspil. En klaverets gentleman, der selvsagt har spillet med alle. Bl.a. kan nævnes hans gamle skolekammerat Niels Henning Ørsted Pedersen.

Genren er fuldstændig åben, men med fokus rettet mod netop de sange, hvor hver musikers særlige musikalitet og personlighed får musikken til at flyde som en legende let selvfølgelighed.

bobomoreno

Trioens første album “50 ways to leave your lover” udkom i 2010 og har fået mange anmelderroser med på vejen. Der spilles egne arrangementer og tolkninger af så forskellige komponister som Paul Simon, John Lennon, Curtis Mayfield, Joni Michel, Jimi Hendrix og…. Bobo Moreno.

Utterslev Jazzcafé, Fredag d. 28. oktober kl. 20.00. Entré kr. 100,-

Udgivet i Arrangementer Etiket: , ,

6/5 2011: Six City Stompers

Takket være en enorm støtte fra jer gæster – i form af breve og mails til både lokaludvalg og aviser – har vi nu fået penge til at gennemføre forårets program.

Og det skal selvfølgelig fejres!

Et af de orkestre som har stået øverst på ønskelisten længe er SIX CITY STOMPERS. Gammeldags jazzmusik i moderne forklædning. Spillet af seks unge originaler med stor kærlighed til Armstrong, Waller, King Cole og alle de andre gamle helte.

Mads Mathias – vocal, saxofon
Peter Marott – trompet
Peter Rosendal – Flugabone, piano
Regin Fuhlendorf – banjo
Kasper Tagel – bas
Morten Ærø – trommer

sixcitystompers

Læs mere på www.sixcitystompers.dk

Fredag den 6. maj kl. 20.00

Entre 100,- kroner – Husk at unge under 18 altid kommer gratis ind

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , , , ,

28/1 2011: Tom og Hugo

Hus-trioen får besøg af Tom McEwan

Fredag den 28. januar er det nye års første arrangement. Denne gang får vores hustrio, Jacob, Heine og Hugo, et visit af trommeslageren og spasmageren Tom McEwan. Han får rampelyset i 1. sæt. Og mon ikke vi både skal høre ham på afrikansk bongotromme og rillet slips?

I 2. sæt udvides kvartetten med et par blæsere. Det er saxofonisten Jens Søndergaard, som jo også er en god gammel kending i jazzcaféen, samt foreningens formand Anders Jacobsen på basun. Jens og Anders har gennem mange år opbygget et repertoire af gode jazznumre og finurlige arrangementer, og det glæder de sig til at præsentere denne aften.

tom_og_hugo

Koncerten er med i det landsdækkende ”Vinterjazz-program”. Det betyder at omtalen kommer ud til rigtig mange jazzinteresserede. Så mød op tidligt og få en god plads!

Fredag den 28. januar kl. 20.00

Entre 90,- kroner – Husk at unge under 18 altid kommer gratis ind

Udgivet i Arrangementer Etiket: , , , , ,